Forskningsformidling
I størsteparten af menneskehedens historie har man kun kendt til en ganske smal del af det elektromagnetiske spektrum, nemlig det synlige lys mellem ~400nm og ~700nm. Udforskningen af de elektromagnetiske bølger startede med eksperimenter i antikkens Grækenland, hvor fænomener som reflektion og refraktion var genstand for begyndende udforskning.
Først i 1800 opdagede man, at det elektromagnetiske spektrum indeholdt mere end synligt lys. William Herschel undersøgte temperaturen på forskellige af lysets farver og opdagede derved, at det varmeste punkt var umiddelbart uden for den røde farve - og fandt det vi i dag betegner som infrarød stråling. Johan Ritter gjorde en tilsvarende opdagelse i den anden ende af det visuelle spektrum, hvorved han påviste de ultraviolette stråler.
På daværende tidspunkt blev lyset dog ikke koblet til elektromagnetiske fænomener - først i 1845 opdagede Michael Faraday, at magnetiske felter kan påvirke lysets polarisering (faraday-effekten), og herefter gik der ikke lang tid, før James Maxwell i 1865 offentliggjorde sine berømte fire grundligninger for det elektromagnetiske felt. Ligningerne gav basis for, at Maxwell konkluderede, at lyset i sig selv er en elektromagnetisk bølge.
I et forsøg på at bevise Maxwells ligninger byggede Heinrich Hertz i 1886 et apparat til at udsende og opfange elektromagnetiske bølger i det spektrum, vi i dag forstår som radiobølger. Han påviste, at disse bølger udbredte sig med lysets hastighed og lagde i sine eksperimenter grundlaget for senere opfindelser som radio, tv og lignende.
Den anden ende af spektret blev udvidet i 1895, da Wilhelm Röntgen opdagede elektromagnetiske stråler, der kunne trænge gennem mennesker. Hans oprindelige betegnelse for disse stråler var x-rays, hvilket stadig bruges i mange engelsktalende lande. Herhjemme kaldes strålingen ofte for Röntgen-stråler.
Udvidelsen af den energirige del af spektret blev fuldført i 1900, da Paul Villard opdagede stråler med langt større penetrationsevne end Röntgen-strålerne. Det var dog først i 1910, at William Henry Bragg kunne påvise, at disse stråler rent faktisk var en del af det elektromagnetiske spektrum - og det var først i 1914, at Ernest Rutherford og Edward Andrade målte gamma-strålernes bølgelænge og frekvens.
For den lavere del af det elektromagnetiske spektrum karakteriseres strålingen nemmest ved dens frekvens. Frekvensen er et mål for hvor mange bølger, der passerer pr sekund, hvorfor frekvensen står i direkte forhold til bølgelængden. Frekvensen udtrykker samtidigt, hvor energirig strålingen er - desto højere frekvens desto højere energi findes der i hver enkelt lyspartikel (foton).
Nedenstående dokumenter præsenterer en mere uddybende beskrivelse af nuværende forskningsstatus vedr elektriske, magnetiske og elektromagnetiske felters biologiske aspekter.
Forskningsformidling #2: Grænseværdier for non-ioniserende elektromagnetiske felter
Forskningsformidling #3: Genotoksiske virkninger ved højfrekvente elektromagnetiske felter
Forskningsformidling #4: Carcinogene virkninger ved højfrekvente elektromagnetiske felter
Forskningsformidling #5: Højfrekvente elektromagnetiske felters virkning på blod-hjerne-barrieren
Forskningsformidling #6: Fertilitetsskadende virkninger ved højfrekvente elektromagnetiske felter
Forskningsformidling #7: Epidemiologiske aspekter ved antennnemaster
Forskningsformidling #8: Elektromagnetisk Hyper Sensitivitet